296
meligt Anfald… som om noget var steget ham til Hovedet.
Dunja sprang op og styrtede hen til Døren.
„Luk op!” skreg hun ud gennem Døren og ruskede i den. „Luk da op! Er der ingen?”
Swidrigailow var atter kommen til sig selv og rejste sig. Et ondskabsfuldt og haanligt Smil lagde sig paa hans dirrende Læber.
„Der er ingen hjemme derude,” sagde han sagte langsomt, „Værtinden er gaaet ud, og det er spildt Møje at skrige saadan op, De hidser Dem op til ingen Nytte.”
„Hvor er Nøglen? Luk straks op, gemene Menneske!”
„Jeg har tabt Nøglen og kan ikke finde den igen.”
„De vil altsaa øve Vold!” skreg Dunja. Hun blev bleg som et Lig og flygtede hen i et Hjørne af Værelset, hvor hun skyndsomst dækkede sig bag et Bord, som stod i Nærheden.
Hun skreg ikke, men hang med Blikket ved sin Bøddel og iagttog alle hans Bevægelser.
Swidrigailow rørte sig ikke og stod lige over for hende ved den anden Side af Værelset. Han havde, i det mindste i det Ydre, endogsaa fattet sig. Men hans Ansigt var endnu stedse blegt; det haanlige Smil forlod ham ikke.
„De talte om „Vold”, Dunja. Og hvis det virkelig er Vold, saa kan De vel tænke Dem, at jeg har truffet mine Forholdsregler. Sofia Ssemjonowna er ikke hjemme; til Kapernaumows er der langt, fem lukkede Værelser. Jeg er i det mindste en Gang til saa stærk som De, og har for Resten ingen Ting at frygte; for De kan ikke en Gang siden beklage Dem, eller vil De maaske forraade Deres Broder? Heller ikke vil nogen tro Dem, thi
