297
i hvilken Hensigt skulde vel en ung Pige komme til en Mand paa hans Værelse? Selv om De altsaa vilde opofre Deres Broder, saa kunde De dog ikke bevise noget; thi Vold er vanskelig at bevise.”
„Skurk!„ hviskede Dunja med Afsky.
„Kald mig for, hvad De vil! For Resten var dette blot saadan en foreløbig henkastet Bemærkning. Efter min personlige Mening har De fuldkommen Ret, — Vold er en Nederdrægtighed. Jeg mente kun, at Deres Samvittighed slet ikke behøver at være betynget, hvis De skulde beslutte Dem til frivilligt at redde Deres Broder, saaledes som jeg foreslaar Dem. De har da ganske simpelt føjet Dem i Omstændighederne … Vold, ja, kald det kun saaledes, om De absolut vil bruge dette Udtryk. Betænk nu dette: Deres Broders og Deres Moders Skæbne ligger i Deres Hænder. Men jeg vil være Deres Slave … hele mit Liv … jeg vil vente her.”
Swidrigailow satte sig paa Sofaen omtrent otte Skridt borte fra Dunja.
Hun kunde ikke længer tvivle paa hans urokkelige Resoluthed. Desuden kendte hun ham…
Pludselig tog hun en Revolver op af Lommen, spændte Hatten og lagde Haanden med Revolveren paa Bordet.
Swidrigailow sprang op.
„Aha! Altsaa saadan er det ment!” raabte han forundret, men med et ondskabsfuldt Smil. „Naa, det forandrer fuldstændigt Gangen i vort Anliggende. De letter mig selv Sagen overordenligt, Dunja Romanowna! Men hvor har De den Revolver fra? Dog vel ikke fra Hr. Rasumichin? Det er jo en gammel Bekendt! Og jeg, som ledte saadan efter den den Gang! Vore Skydeøvelser paa Landet har altsaa ikke været forgæves.”
