298
„Det er ikke din Revolver, men Marfa Petrownas, hende Du har dræbt, Skurk! Du ejede Ingenting i hendes Hus. Jeg tog den, da jeg anede, hvad Du var i Stand til. Understaa Dig at gøre et eneste Skridt, og jeg dræber Dig!”
Dunja var ude af sig selv; hun holdt Revolveren i sin Haand, parat til at trykke løs.
„Naa, og Deres Broder? Jeg spørger kun af Nysgærrighed,” sagde Swidrigailow uden at nærme sig.
„Angiv ham, om Du vil! Vov ikke at nærme Dig! Ikke et Skridt eller jeg skyder! Du har forgivet din Hustru, jeg véd det, Du er selv en Morder!”
„De er altsaa fast overbevist om, at jeg har forgivet Marfa Petrowna?”
„Ja, Du har selv hentydet til det, Du talte til mig om Gift … jeg ved, Du rejste til Byen for at faa det … Du havde det i Beredskab … Du er en Skurk!”
„Selv om det var Sandhed, saa skete det kun for din Skyld … Du var Aarsagen.”
„Du lyver! Jeg har altid, altid hadet Dig…”
„Ah! Dunja Romanowna! Det lader til, De har glemt, at De en Gang, i Iver for Propagandaen, næsten døde hen i Henrykkelse … jeg saa det paa Deres Øjne. Husker De ikke den Aften i Maaneskin, da Nattergalen sang?”
„Du lyver!” Vreden lyste ud af hendes Øjne. „Du lyver, din Bagvasker!”
„Jeg lyver? Naa, godt, lad os altsaa antage, at jeg løj. Man maa ikke minde Kvinderne om saadant noget.” Han smilte. „Jeg véd, at Du vil skyde, min lille Vildkat. Naa, saa skyd da!”
Dunja løftede Revolveren og saa paa ham, ligbleg, med blodløs, dirrende Underlæbe, med ildgnistrende, store, sorte Øjne, og maalende og ventende hans første Bevægelse. Endnu aldrig havde
