301
Han stirrede ufravendt ud af Vinduet.
Dunja gik hen til Bordet for at tage Nøglen.
„Hurtig, hurtig!” gentog Swidrigailow bestandig uden at vende sig om eller gøre en Bevægelse.
Men dette „hurtig” havde en frygtindgydende Klang. Dunja følte den, greb Nøglen, løb hen til Døren, aabnede den hurtigt og styrtede ud af Værelset.
Et Minut efter befandt hun sig næsten sanseløs ved Kanalen og løb hen mod **broen.
Swidrigailow blev endnu nogle Minuter staaende ved Vinduet, saa vendte han sig endelig om, saa sig omkring, og strøg med den flade Haand over Panden.
Et ejendommeligt Smil fortrak hans Ansigt, et klagende, sørgmodigt, svagt Smil, et Fortvivlelsens Smil. Det størknede Blod havde besudlet hans Haand; han faa med Harme paa det, derpaa vædede han et Haandklæde og vaskede Tindingen.
Pludselig fik han Øje paa Revolveren, som Dunja havde kastet. Han tog den op og betragtede den. Det var en lille, treløbet Lommerevolver af gammel Konstruktion, i hvilken der endnu fandtes to Ladninger og en Fænghætte. Der kunde endnu engang skydes med den.
Han grundede, stak Revolveren i Lommen, tog sin Hat og gik ud.
XV
Hele denne Aften indtil Klokken ti drev han omkring paa forskællige Værtshuse og Bordeller. Paa
