303
Han gik direkte ind til Sofia; hun var hjemme.
Fire af Kapernaumows Smaabørn var inde hos hende og drak The. Hun modtog Swidrigailow tavs og med Agtelse, saa forundret paa hans gennemvaade Klæder, men sagde ikke et Ord.
Børnene var bange og løb deres Vej.
Swidrigailow satte sig ved Bordet og bad Sofia sætte sig ved Siden af ham. Hun satte sig ogsaa ned, men ikke uden Ængstelse.
„Sofia Ssemjonowna, jeg kommer maaske til at rejse til Amerika”, sagde Swidrigailow, „vi ses altsaa rimeligvis for sidste Gang, og derfor er jeg kommen til Dem for at træffe nogle Anordninger. De har altsaa i Dag været hos Damen? Jeg véd, hvad hun har sagt Dem, De behøver ikke at gentage det for mig. — Sofia gjorde en Bevægelse og rødmede. — Disse har nu saadan deres Maade. Hvad Deres Søstre og Deres lille Broder angaar, saa er de sikkert og godt anbragte, og de Penge, som er bestemte for dem, er deponerede mod Kvittering. De kan for Resten tage disse Kvitteringer til Dem, for alle Tilfældes Skyld; her er de. Nu er altsaa det besørget. Fremdeles er her tre fremprocents Obligationer til et Beløb af tre Tusind. Dem tager De for Dem selv, de er Deres Ejendom, og det bliver mellem os, ingen maa vide det, hvad der saa end sker. De kan trænge til Pengene, for sér De, Sofia Ssemjonowna, et saadant Liv, som De hidtil har ført, maa De ikke længer blive ved med; det er stygt; De vil for Fremtiden heller ikke mere behøve det.”
„Jeg er saa overøst med Velgærninger af Dem, og Deres Omsorg for de Faderløse, og den Afdøde ....” begyndte Sofia hurtigt, „at hvis jeg ikke hidtil har synes at være taknemlig nok, saa .... tag det ikke for....”
