305
ham; det er et ganske godt Menneske. Gaa hen til ham med dem i Morgen … eller naar Tiden kommer. Men gæm dem godt saa længe.”
Sofia sprang op og saa ængsteligt paa ham. Hun vilde gærne have spurgt om noget, men hun turde ikke, og vidste ikke heller, hvordan hun skulde begynde.
„Meu vil De virkelig gaa ud… i saadan et Regnvejr?” … sagde hun.
„Naar man vil rejse til Amerika, maa man ikke være bange for Regn, ha, ha! Lev vel, min Due, Sosia Ssemjonowna. Jeg ønsker, De maa være rask og leve længe. De vil dlive en Støtte for andre. Ja… sig til Hr. Rasumichin, at jeg sender ham min bedste Hilsen. Glem det ikke.”
Han gik, og Sofia blev tilbage, forundret, forskrækket og med en ubestemt, trykkende Mistanke i sit Hjærte.
Senere fik man at vide, at Swidrigailow samme Aften havde aflagt endnu et meget ekscentrisk og uventet Besøg.
Aldeles gennemblødt kom han Klokken tre Kvarter til tolv hen til den lille Bolig, hvor hans Forlovedes Forældre boede, ved Wassilij-Ostrow, i tredje Linie, ved det lille Prospekt.
Det varede længe, før nogen ved hans Banken kom ud, og hans uventede Tilsynekomst vakte en stor Forvirring; men Swidrigailow var, naar han vilde, en Mand med et meget bedaarende Væsen, saa at den første Mistanke om, at han sandsynligvis havde faaet sig en dygtig Rus et eller andet Sted og derfor ikke var ved sine fulde Sanser, straks forsvandt.
Den forstandige Moder rullede den sygelige og lamme Fader i en Rullestol ind i Modtagelsesværelset til Swidrigailow og begyndte som sædvanligt straks med vidtsvævende Spørgsmaal. Denne
