64
saa var Raskolnikow kommen ham i Forkøbet. Han saa rasende paa ham, men dog saaledes, at Raskolnikow ikke skulde se det, og ventede utaalmodig paa, at denne Pjaltekræmmer skulde gaa, for at han kunde komme hen til hende. Det hele var tydeligt nok.
Herren kunde vel være en tredive Aar, han var kraftig, med fyldige Former, som Mælk og Blod, med røde Læber, et flot lille Overskæg, og var lapseagtig klædt.
Raskolnikow blev rasende; han følte en pludselig Trang til at fornærme den fede Modeherre. Han forlod Pigen et Øjeblik og gik lige hen imod ham.
„Hør, De, Swidrigailow! Hvad er det, De søger her?” spurgte han, knyttede rasende Næven og fortrak Munden til et haanligt Grin.
„Hvad vil det sige?” spurgte Herren i en stræng Tone, rynkede Øjenbrynene og maalte ham med et foragteligt Blik.
„Det vil sige, at De gør bedst i at drive a'!”
„Slyngel! Du vover…”
Han løftede sin Lapsestok.
Raskolnikow kastede sig ind paa ham med knyttede Næver, uden at tænke paa, at en saa kraftig Mand som hans Modstander mindst maatte kunne gøre det af med to som ham. Men i samme Øjeblik blev han grebet bag fra af en vældig Næve, og der stod en Politibetjent mellem dem.
„Rolig, mine Herrer! Ikke Slagsmaal paa aaben Gade.”
Han vendte sig derpaa til Raskolnikow og opdagede hans pjaltede Dragt.
„Hvem er De og hvad vil De?” spurgte han strængt.
