307
han tankefuld, kyssede hende endnu en Gang og tænkte derunder med Ærgrelse i Hjærtet paa, at hans Gave straks vilde komme under Laas og Lukke hos den aller fornuftigste Moder.
Han anbefalede sig og efterlod dem alle i en usædvanlig bevæget Tilstand.
Men Moderen, løste straks nogle af Hovedbetænkelighederne, og hun erklærede endog, at Swidrigailow var en stor Mand, overhængt med vigtige Forretninger, en Mand, som havde høje Forbindelser og var meget rig, — altsaa var det ikke saa underligt, om han, naar der pludselig foer ham noget gennem Hovedet, straks kunde foretage en Rejse eller pludselig give Penge ud. Det var naturligvis meget ekscentrisk, at han kom ganske gennemvaad til dem, men Engelskmændene for Eksempel plejede ofte at være endnu mere eksentriske; overhovedet bryder Folk af høj Stilling sig ikke om, hvad andre tænker eller siger om dem og plejer i Reglen ikke at genere sig.
Men Hovedsagen var blot, at man ikke maatte sige et Ord om det hele, thi Gud véd, hvad der kunde komme ud af det. Og saa gjaldt det om at gæmme Pengene hurtigt; det bedste ved Sagen var jo, at Fedoßja imidlertid sad ganske rolig ude i Køkkenet, og denne Sladderkælling, Madam Røslich, maatte slet ikke vide noget om det osv.
De sad og hviskede sammen til henved Klokken to; Datteren var for øvrigt atter gaaet tilsengs, noget trist stemt og forundret over det passerede.
Men Swidrigailow gik præcis ved Midnat over **broen og begav sig til Petersborger-Siden.
Regnen var holdt op, men Vinden hylede. Han begyndte at fryse, og i et Minuts Tid saa han med en vis Nysgærrighed, ligesom spørgende, paa Newaens dunkle Vand. Men snart blev det ham for
