309
ud som en, der kommer fra en café-chantant, og som under Vejs allerede har havt et Æventyr. Det skulde forøvrigt være interessant at vide, hvad Slags Folk, der tager ind her og bliver her Natten over.
Jan tændte et Lys og saa sig om. Værelset var saa lille, at hans Haar næsten strøg langs med Loftet; det havde kun et Vindue; Sengen var smudsig; et ordinært, malet Bord optog næsten hele Pladsen. Væggene lod til at være af sammenspigrede Brædder og var beklædte med lasede Tapeter af en uudgrundelig Farve. En Del af Væggen og Taget var skraa som det plejer at være i Kvistværelser, men her var det Trappen, som foraarsagede Skraaningen.
Swidrigailow satte Lyset fra sig paa Sengen og faldt i Tanker.
En besynderlig, uophørlig lydelig Hvisken i Værelset ved Siden af, en Hvisken som stundom blev til et Slags Skrig, tiltrak sig endelig hans Opmærksomhed. Denne Hvisken havde siden hans Ankomst ikke holdt op et Øjeblik.
Han lyttede: Det var en Person, som skældte en anden ud og næsten grædende gjorde ham Bebrejdelser; blot den enes Stemme hørtes.
Swidrigailow rejste sig, holdt Haanden foran Lyset, og straks viste der sig i Væggen en lys Sprække. Han gik derhen og kiggede ind.
I Værelset, som var lidt større end hans, var der to Gæster. Den ene af dem var i Skjorteærmer, havde kruset Haar og et meget rødt, ophidset Ansigt; han stod i Position som en Taler, med Benene fra hinanden for ikke at tabe Ligevægten, slog sig med Haanden for Brystet og gjorde i en pathetisk Tone den anden Bebrejdelser, fordi han var et Skrog, som ikke engang havde Rang; han sagde, at han havde trukket ham op af Smudset og kunde
