312
som Harer. Pokker i Vold med ham, hvad kommer det mig ved; lad ham gøre som han vil!
Han kunde ikke sove.
Lidt efter lidt viste Dunjas Skikkelse for ham, og en Kuldegysning gennemfoer ham.
„Nej, ikke mer af det, tænkte han og samlede sig atter, — heller alt andet. Hvor besynderligt og latterligt det dog er, at jeg aldrig har følt noget egentlig Had mod nogen, ikke engang en særlig Lyst til at hævne sig paa nogen; er det ikke et daarligt, meget daarligt Tegn? Heller ikke har jeg nogensinde været nogen Ven af Kiv og Strid, har aldrig været rigtig hidsig; det er ogsaa et daarligt Tegn! Og alt det, jeg nu lovede hende — fy for Fanden! Og alligevel havde hun maaske virkelig gjort mig til et andet Menneske…
Han standsede atter og bed Tænderne sammen; paany traadte Dunjas Billede frem for ham, saaledes som hun stod der efter det første Skud, forfærdeligt forskrækket, med Revolveren sænket og dødbleg. Han havde da to Gange kunnet gribe hende, og hun vilde ikke have været i Stand til at røre en Haand til sit Forsvar, hvis han ikke selv havde bragt hende til Besindelse.
Han huskede, hvorledes han i det Øjeblik ligefrem havde havt ondt af hende, hvorledes hans Hjærte havde snøret sig smærteligt sammen…
Aa, Fanden tage det, der kommer atter de dumme Tanker; bort med dem, bort!
Han begyndte at tabe Bevidstheden, Feberkulden lagde sig; pludselig var det, som om noget under Tæppet løb over hans Haand og derefter over hans Ben. Han foer sammen.
Fy for Fanden, det var vist en Mus! tænkte han; det er Følgen af, at jeg lod Kødet staa paa Bordet....
