313
Han havde ikke den ringeste Lyst til at staa op og fryse, men pludselig løb det atter over hans Ben; han rev Tæppet bort og tændte Lyset. Skælvende af Feberkulde bøjede han sig over Sengen — han saa ingen Ting; derefter rystede han Tæppet, da sprang pludselig en Mus ud paa Lagenet. Han vilde fange den; Musen sprang ikke ud af Sengen, men løb i Zigzag hid og did, gled mellem Fingrene paa ham, hen over Haanden og smuttede endelig ind under Hovedpuden; han kastede Puden til Side og følte pludseligt, hvorledes noget sprang ind paa Brystet paa ham, løb langs Kroppen og krablede paa Ryggen under Skjorten. En Nervesitren greb ham og — han vaagnede.
Det var mørkt, han laa i Sengen indsvøbt i Tæppet lige som før; udenfor hylede Vinden.
„Uh, hvor det er fælt!” tænkte han ærgerlig.
Han stod op og satte sig paa Sengekanten med Ryggen vendt mod Vinduet. Heller vil jeg lade være at sove, tænkte han.
Fra Vinduet trak en kold, fugtig Luft ind, han trak Sengetæppet over sig. Lyset tændte han ikke.
Han tænkte paa ingen Ting, men Drømmebilleder steg op for ham, det ene efter det andet, Brudstykker af Tanker fløj gennem hans Hjærne, uden Begyndelse, uden Ende, uden Sammenhæng. Han faldt hen i en Halvslummer. Var det Kulden, Mørket, Fugtigheden, eller den hylende Vind og Træernes Raslen, som fik ham til at føle en uimodstaaelig og fantastisk Længsel efter Blomster? Han vidste det ikke, men Længslen efter Blomster fyldte hans Fantasi!
Et henrivende Landskab viste sig for hans Øjne. Det var en klar, varm, næsten hed Dag, en Helligdag, en Pinsedag. En rig, yppig Villa i engelsk Smag, omgiven af duftende Blomstersenge, rundt om
