316
smudsigt Hul sovende Opvarter, betale ham, og saa forlade Værtshuset.
Et prægtigt Øjeblik, det kunde ikke være bedre valgt!
Længe ledte han i den snævre, lange Korridor uden at finde nogen; han vilde allerede raabe højt, da han pludselig i en mørk Krog mellem Døren og et gammelt Skab saa en besynderlig Genstand, noget levende.
Han bøjede sig ned med Lyset og fik Øje paa et fattigt klædt, ganske gennemblødt Barn, en lille Pige paa højst fem Aar, som græd og rystede af Kulde. Den Lille syntes slet ikke at være bange for Swidrigailow, hun saa bare paa ham med dump Forundring i sine store, sorte Øjne og hulkede kun en Gang imellem, saadan som Børn, der længe har grædt, plejer at gøre, naar de lige er begyndt at slaa sig til Taals.
Barnets Ansigt var bleg og magert, hun var stiv af Kulde, men — hvordan var hun kommen herhen? Hun havde formodenlig gemt sig her og ikke sovet hele Natten.
Han spurgte hende ud. Barnet blev pludselig livligt og begyndte paa barnlig Maade at fortælle noget om „Mama” og „Mama vil slaa mig” og om en Kop, som var slaaet itu. Der blev ingen Ende paa det, men han fik dog saa meget ud af det, at hun var et mishandlet Barn, hvis sandsynligvis stadig berusede Moder, som maaske var Køkkenkone i dette Hus, pryglede hende og holdt hende i stadig Angst; Barnet havde saa slaaet Moderens Kop itu og var om Aftenen løbet sin Vej af Frygt; sandsynligvis havde hun længe løbet omkring ude i Regnen og endelig fundet dette Skjulested og her tilbragt hele Natten grædende og skælvende af Frygt for, at hun havde Prygl i Vente.
