317
Han tog hende paa Armen, satte hende paa Sengen og klædte hende af. De hullede Sko paa de bare Fødder var saa vaade, som om de havde ligget hele Natten i en Pøl. Da han havde klædt hende af, lagde han hende i Sengen og svøbte hende fra Hoved til Fod ind i Tæppet. Hun sov straks ind.
Da han havde besørget dette, hensank han atter en mørk Grublen.
Hvorfor skulde jeg nu ogsaa befatte mig med det, tænkte han ærgerligt og haanligt, — hvilket Tidsspilde.
Gnaven greb han atter efter Lyset for at lede efter Opvarteren og komme afsted; men han kunde dog ikke lade være at se sig om efter Barnet, om det sov. Forsigtigt løftede han Tæppet — Barnet sov fredeligt. Det var blevet varmt under Tæppet, og de blege Kinder havde faaet Rødme. Men besynderligt, denne Rødme saa anderledes ud end sædvanligt paa et Barneansigt.
Det er Feberrødme, tænkte Swidrigailow, — eller som af Drik, som om man havde heldt et helt Glas Brændevin i hende. De røde Læber synes at brænde, men … hvad er det?… de lange, sorte Øjenhaar synes at blinke, og under dem titter et liftigt, skarpt, slet ikke barnligt blinkende Øje frem, præcis som om Pigen bare havde forstillet sig. Rigtigt! — Læberne aabner sig til et Smil, Mundvigerne bevæger sig, som om de endnu vilde undertrykke Latteren. Men nu kan hun ikke længer holde den tilbage, det er Latter, en aaben, fræk, udfordrende Latter, som den kommer frem i dette ganske ubarnlige Ansigt; det er Utugten, det er det frække Aasyn paa en fransk Kameliadame, som er tilfals. Og nu … nu aabner hun begge Øjnene, de ser paa ham med et fyrigt, skamløst Blik, de vinker ham, de leer.
