319
ned mod Newaen. Han saa allerede i Tankerne Flodens i Nattens Løb højt stegne Vaade, Petrowskij-Øen, de vaade Veje, det vaade Græs, de vaade Trær og Buske og endelig dette Buskads…
Ærgerlig betragtede han Husene for at komme paa andre Tanker. Ikke saa meget som en Fodgænger eller en Droske mødte han paa hele Gaden. Triste og smudsige saa de gulmalede Træhuse med lukkede Vindueslemmer ud. Kulde og Fugtighed trængte sig gennem hele hans Legeme, og han begyndte at ryste af Kulde. Her og der faldt hans Øje paa Butikskiltene, og han læste dem opmærksomt. Han var kommen til et stort Stenhus; en skiden, forfrossen Hund med Halen mellem Benene løb tværs over Vejen for ham. En sansesløs drukken Person laa indhyllet i en Kappe med Ansigtet tværs over Fortovet. Han betragtede ham og gik videre.
Der saa han til højre et højt Vagttaarn.
Bah! tænkte han, det var en passende Plads; hvorfor skulde jeg gaa til Petrowskij? Her er dog i det mindste et officielt Vidne…
Han smilte næsten over denne nye Tanke og drejede ind i **gaden. Der laa den store Politibygning ved Vagttaarnet.
Lænet med Skulderen til den høje, lukkede Port, stod en lille Mandsperson med graa Soldaterkappe og Brandvæsenets Messinghjælm. Med et søvnigt Blik skelede han hen mod Swidrigailow, da denne nærmede sig. Paa hans Ansigt laa denne evige gnavne Kummer, som ofte giver Ansigter af israelitisk Herkomst deres ejendommelige, eddikesure Præg.
Begge to, Swidrigailow og den hjælmklædte Israelit, saa tavse paa hinanden. Israeliten fandt det endelig upassende, at en Person, der ikke er drukken, bliver staaende saadan tre Skridt foran ham, stirrer stivt paa ham og ikke siger et Ord.
