Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/715

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

321

hans Beslutning var uigenkaldelig fattet, og han for ingen Pris skulde have villet vige tilbage.

For Resten er det jo det samme, tænkte han, — de véd alligevel ingen Ting og betragter mig desuden for en Febersyg …

Hans Klæder var smudsige og lasede; han havde tilbragt hele Natten forud under aaben Himmel. Hans Ansigt var knapt til at kende igen af Trætheden, af Uvejret, af Udmattelsen og af den fire og tyve Timers Sjælekamp. Han havde tilbragt Natten Gud véd hvor, men han havde i det mindste fattet en Beslutning.

Han bankede paa Døren; Moderen aabnede for ham. Dunja var ikke hjemme. Endogsaa Pigen var tilfældigvis gaaet ud.

Pulcheria Alexandrowna var i Begyndelsen maalløs af glad Forbavselse; derpaa tog hun ham ved Haanden og trak ham ind i Værelset.

„Naa, der er Du jo!” begyndte hun stammende af Glæde. „Vær ikke vred paa mig, Rodja, fordi jeg tager imod Dig med Taarer; jeg græder ikke, jeg ler jo. Du tror vel, jeg græder? Nej, det er Glæde, jeg har nu engang den dumme Vane, at jeg straks faar Taarer i Øjnene. Saadan har det været lige siden din Faders Død; jeg kan græde over alting. Sæt Dig ned, min kære Dreng, Du er træt, det ser jeg. Ak, hvor smudsig Du ser ud!”

„Jeg var i Gaar ude i Regnvejret, Moder …” begyndte Raskolnikow.

„Aa, ja, ja, nok om det!” afbrød Pulcheria Alexandrowna ham, „Du tænker vel, at jeg vil begynde med mine forrige Vaner igen og straks give mig til at spørge Dig ud. Vær ikke bange for det. Jeg forstaar jo alt, jeg véd nok, hvad der er Skik og Brug her, og at man her er fornuftigere end hjemme hos os. Jeg indrømmer nu, at det er mig