322
umuligt at forstaa dine Planer og kræve Regnskab af Dig; Gud ved, hvad Du har for Projekter og Forehavender i Hovedet, og hvad for Tanker, som rører sig i dit Sind; skulde jeg da altid være til Bryderi og spørge: hvad tænker Du paa nu? Jeg har … ak, Herre Gud, hvor jeg nu snakker … Ser Du, Rodja, nu er jeg begyndt paa at læse din Afhandling for tredje Gang; Rasumichin bragte os den. Jeg var maalløs af Forbavselse, da jeg saa den; men jeg er en Tosse, tænkte jeg ved mig selv, — altsaa det er det, han sysselsætter sig med, det er Løsningen paa Gaaden! Han har nye Tanker i Hovedet, grunder over dem, og jeg plager og forstyrrer ham. Meget af det forstaar jeg naturligvis ikke; det er jo for Resten indlysende, hvordan kunde det være anderledes?”
„Aa, lad mig se den, Moder.”
Raskolnikow tog Tidsskriftet og saa overfladisk paa sin Afhandling. Hvor meget end hans Stilling og Tilstand skulde synes at modsige det, følte han dog nu denne besynderlige kildrende og søde Følelse, som enhver Forfatter føler, der for første Gang ser sine Tanker paa Tryk; for Resten gjorde de tre og tyve Aar sig ogsaa gældende i dette Tilfælde.
Det varede imidlertid blot et Øjeblik. Da han havde læst nogle Linier, rynkede han Panden, og en dyb Misstemning bemægtigede sig ham. Han huskede den voldsomme Sjælekamp i de sidste Maaneder. Ærgerlig kastede han Afhandlingen paa Bordet.
„Men, Rodja, hvor dum jeg end kan være, saa meget kan jeg dog indse, at Du meget snart bliver en af vore første Lærde, om ikke den allerførste. Og de, som understod sig at tro, at Du var sindssvag? Ha, ha, ha! Ved Du det? — de troede Du var sindssvag! Ak, disse usle Kræ, hvordan skulde de vel ogsaa kunne begribe, hvad Forstand er! Og selv
