Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/718

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

324

det faar være mig nok. Jeg vil læse dine Afhandlinger, høre, hvad de andre siger om Dig, og da, da kommer Du nok selv ogsaa en Gang for at se til os, hvad behøves saa mere? Nu er Du jo ogsaa kommen for at trøste din Moder, jeg ser det jo…”

Pulcheria Alexandrowna begyndte pludselig atter at græde.

„Saa, nu græder jeg igen! Men bryd Dig ikke om det; jeg er en Tosse. Og at jeg kan sidde her…”, raabte hun og sprang op, „jeg har jo Kaffe og byder Dig ikke en Gang! Der ser man, hvor en gammel Kone som jeg kan være egoistisk. Nu skal jeg straks skænke Dig en Kop.”

„Moder, lad det være; jeg maa straks gaa. Jeg er ikke kommen derfor; hør paa mig, saa er Du god.”

Pulcheria Alexandrowna traadte ængstelig hen til ham.

„Moder, hvad der saa sket, hvad Du end faar at høre om mig, hvad de end vil sige om mig — vil Du altid holde saadan af mig som nu?” spurgte han pludselig saa hjærteligt og underligt, som om han slet ikke agtede paa sine Ord og slet ikke vejede dem.

„Rodja, Rodja, hvad siger Du? Hvor kan Du da spørge? Og hvem skulde vel sige noget ondt om Dig. Jeg vil dog ikke tro nogen; den, som kom med sligt, jagede jeg ganske simpelt bort!”

„Jeg er kommen for at give Dig den Forsikring, at jeg altid har holdt af Dig, og jeg er glad over at vi er alene, ja endog saa glad over, at Dunja ikke er her,” vedblev han med samme Iver, „jeg er altsaa kommen for at sige Dig, at skønt Du bliver ulykkelig, elsker din Søn Dig dog mere end sig selv, og at alt, hvad Du kan have tænkt om