325
min Haardhjærtethed og Ligegyldighed mod Dig, er usandt. Jeg skal aldrig holde op at elske Dig!… Naa, og saa nok om det; jeg syntes, det var nødvendigt at sige Dig det, og at begynde med dette…”
Pulcheria Alexandrowna omfavnede ham tavs, trykkede ham til sit Bryst og græd.
„Hvad der foregaar med Dig, Rodja, det ved jeg ikke”, sagde hun endelig. „Jeg tænkte hele Tiden, at vi bare var Dig til Bryderi, men nu indser jeg paa min Maade, at der forestaar Dig en stor Lidelse, og at det er derfor, Du er saa bekymret. Jeg har allerede længe tænkt, at det maatte komme, Rodja. Tilgiv mig, at jeg begynder at tale om det, men jeg tænker bestandig paa det og kan derfor ikke sove om Natten. I Nat fantaserede din Søster uafbrudt og nævnte Dig. Jeg hørte nok noget af det, men forstod ingen Ting. Hele Morgenen gik jeg omkring som en dødsdømt; det var, som om jeg forberedte mig paa noget, jeg havde en Anelse, og nu har jeg oplevet det! Rodja, Rodja, hvor vil Du hen? Rejser Du bort?”
„Ja, jeg rejser.”
„Tænkte jeg det ikke nok! Jeg kunde jo rejse med Dig, om det var nødvendigt, og Dunja ogsaa; hun holder af Dig, hun holder meget af Dig; for mig maatte ogsaa Sofia Ssemjonowna rejse med, hvis Du ønsker det. Jeg skal gærne antage hende som Datter. Rosumichin vil ogsaa hjælpe os … men hvorhen … rejser Du … da egentlig?”
„Lev vel, Moder.”
„Hvad, allerede i Dag?” raabte hun, som om; hun skulde miste ham for evig.
„Jeg kan ikke blive længere, det er paa Tide, jeg maa nødvendigt…”
„Og jeg maa ikke følge med Dig?”
