66
Politibetjenten havde hurtigt forstaaet og overlagt alt. Der var ingen Tvivl om, hvad den tykke Herre vilde; med Hensyn til Pigen var han ikke rigtig paa det Rene. Han bukkede sig ned for at betragte hende nærmere, og der kom et Udtryk af inderlig Medlidenhed over hans Ansigt.
„Aa, Herregud,” sagde han og rystede paa Hovedet; „hun er jo ikke andet end et Barn endnu. Ja — det er klart, at hun er forført. Hør, Frøken!” raabte han, „hvor bor De?”
Pigen aabnede de trætte, sørgmodige Øjne, stirrede sløvt paa Betjenten og værgede for sig med Hænderne.
Raskolnikow søgte i sine Lommer og fandt tyve Kopek. „Der — vil De tage en Droske og skaffe hende hjem. Bare man kunde faa hendes Bopæl at vide.”
„Frøken! Frøken!” begyndte Politibetjenten atter, idet han stak Pengene i Lommen. „Jeg henter straks en Droske og kører hende selv hjem. Hvor vil De hen, Frøken? — Hvad? — Hvor bor De?”
„Gaa.... hvorfor følger De efter mig?” hviskede Pigen og værgede atter for sig.
„Men dette er jo forfærdeligt! Det er skændigt, Frøken!” Han rystede paa Hovedet, som om han samtidigt vilde skænde paa hende og havde Medynk med hende.
„Dette her er ikke let at hitte Rede i,” bemærkede han til Raskolnikow og betragtede ham flygtigt fra Top til Taa. Han forekom ham noget mistænkelig. „Han er selv en Lazzaron, og dog giver han Penge bort.”
„Hvor fandt De hende?” spurgte han.
„Jeg sagde Dem jo, at hun gik og dinglede foran ham her paa Boulevarden. Da hun var
