Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/721

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

327

mig bare et Par Ord, sig mig: er det langt Du rejser?”

„Meget langt.”

„Hvad rejser Du efter — er der nogen Bestilling, nogen Levevej for Dig?”

„Hvad Gud vil sende mig!… Men bed for mig…”

Raskolnikow gik til Døren, men hun holdt ham tilbage og saa ham fortvivlet ind i Øjnene. Hendes Ansigt var fortrukket af Skræk.

„Lad det nu være nok, Moder,” sagde Raskolnikow og angrede dybt, at han var kommen.

„Ikke for evig! Ikke sandt, det er endnu ikke for evig? Hvad?… Du kommer jo igen, maaske allerede i Morgen?”

„Ja, ja, jeg kommer … lev vel.”

Endelig fik han revet sig løs.

Aftenen var smuk og varm; allerede fra Morgenen af havde Vejret klarnet.

Raskolnikow gik hurtigt hjem. Han vilde inden Solnedgang gøre en Ende paa det hele. Indtil da vilde han ikke træffe nogen.

Da han gik opad Trappen, lagde han Mærke til, at Nastasija lod sin Ssamowar staa og saa opmærksomt efter ham. Skulde der være nogen deroppe alligevel? Med Uvilje tænkte han paa Porphyrius.

Men da han var kommen op og havde aabnet Døren, saa han Dunja staa foran sig.

Hun sad ganske alene i dyb Grublen og syntes allerede længe at have ventet paa ham. Han blev staaende i Døraabningen. Hun rejste sig forskrækket op fra Sofaen og stod ligeoverfor ham. Hendes stivt paa ham rettede Blik udtrykte Skræk og uendelig Kaminer, og af dette Blik alene forstod han straks, at hun vidste alt.