329
hvorfor jeg egenlig gik hen til hende. Jeg er et gement Menneske, Dunja.”
„Du skulde være et gement Menneske? Og Du har dog besluttet Dig til at tage din Straf paa Dig! Er det ikke rigtigt?”
„Jo jeg vil, og det straks. Ja, blot for at undgaa denne Skam vilde jeg drukne mig, Dunja; men saa tænkte jeg, da jeg allerede stod ved Vandet, at naar jeg hidtil havde anset mig for stærk, saa turde jeg heller ikke nu skræmmes tilbage for Skammen. — Er det Stolthed, Dunja?”
„Ja, Rodja, det er Stolthed.”
Det var, som om hans tilslørede Øjne endnu en Gang flammede op, det var, som om han glædede sig over endnu at være stolt.
„Og Du tror ikke, Søster, at jeg ganske simpelt var bange for Vandet?” spurgte han med et fortrukket Smil og saa hende ind i Øjnene.
„Aa, Rodja, hold op!” sagde Dunja bittert.
Tavsheden varede et Par Minuter.
Han sad der grublende og stirrede paa Gulvet; Søsteren stod ved den anden Ende af Bordet og saa kvalfuldt paa ham.
Pludselig rejste han sig.
„Det er allerede sent, det er paa Tide at jeg kommer afsted. Jeg gaar straks hen for at angive mig. Men jeg véd egenlig ikke, hvorfor jeg gør det.”
Store Taarer randt nedover hendes Ansigt.
„Du græder, Søster, men kan Du ogsaa give mig Haanden?”
„Kunde Du tvivle paa det?”
Hun omfavnede ham inderligt.
„Udsoner Du maaske ikke allerede det halve af din Forbrydelse derved, at Du angiver Dig selv og
