330
tager din Straf paa Dig?” sagde hun, idet hun trykkede ham fast til sig og kyssede ham.
„Forbrydelse? Hvad for en Forbrydelse?” raabte han i et pludseligt Vredeanfald. „At jeg har dræbt en gammel Optrækkerske, som ikke var til Gavn for nogen, og for hvis Mord fyrretyve Synder maatte tilgives; hun, som sugede de Fattiges Blod — det skulde være en Forbrydelse? Jeg tænker ikke paa sligt, og det falder mig heller ikke ind at ville udsone det. Hvorfor kaster man mig bestandig „Forbryder! Forbryder!” i Ansigtet? Først nu erkender jeg rigtigt det absurde i min Modløshed, nu, da jeg allerede har besluttet mig til at tage denne unødige Skam over mig! Denne Beslutning beviser bare min Gemenhed, min Aandsfattigdom, og maaske tillige … min Beregning … som denne Porphyrius forklarede mig…”
„Broder, Broder, hvordan er det, Du taler! Du har jo dog udgydt Blod!” raabte Dunja fortvivlet.
„Alle udgyder det,” fortsatte han næsten ude af sig selv, „det flyder og flød fra ældgammel Tid paa Jorden som en Flod, det flyder som Champagne, og man bliver kronet paa Kapitolium for det og siden kaldt en Menneskehedens Velgører. Se bare lidt opmærksomt til, se Dig om! Jeg vilde jo bare det gode, og jeg vilde have gjort Hundrede, Tusind gode Gærninger for denne ene Dumhed; ikke, engang en Dumhed var det — bare en Ubehændighed; thi Tanken var slet ikke saa dum, som den synes nu, da den er mislykket, og det mislykkede synes altid dumt! Ved denne Dumhed vilde jeg blot sætte mig i en uafhængig Stilling, gøre det første Skridt, skaffe mig Midler, og senere vilde alt have været opvejet ved en forholdsvis umaadelig Nytte … men jeg har ikke engang kunnet gennemføre det første Skridt, fordi
