334
hvorfor, i hvilket Øjemed skulde man da leve? Hvorfos gaar jeg nu derhen, skønt jeg véd, at det vil blive saaledes, som der staar i Bogen, og ikke anderledes!
Det var vistnok for hundrede Gang siden den foregaaende Aften, at han havde forelagt sig det Spørgsmaal — men han gik alligevel.
XVII.
Da han kom ind til Sofia, skumrede det allerede.
Hun og Dunja havde ventet paa ham hele Dagen i den skrækkeligste Uro.
Dunja var allerede kommen om Morgenen, hun havde husket Swidrigailows Ord i Gaar: „Sofia ved alting”.
Enkelthederne i begge de unge Pigers Samtale og Taarer vil vi ikke nævne her, heller ikke, hvor stor Fortrolighed de viste hinanden. Men Dunja havde i det mindste hentet den Trøst, at hendes Broder ikke vilde blive overladt til sig selv alene; til hende, til Sofia, var han først kommen for at skrifte; da han trængte til et medfølende Hjærte, kom han til hende; det var ogsaa hende, som skulde følge ham derhen, hvor Skæbnen sendte ham.
Hun spurgte ikke en Gang om det; hun vidste, at det vilde blive saaledes.
Hun betragtede Sofia endog med en vis Ærbødighed og gjorde hende derved i Begyndelsen ganske forvirret. Sofia var lige ved at give sig til at græde over det, thi hun holdt sig ikke en Gang for værdig til at se paa Dunja.
