335
Den Omstændighed, at Dunja ved deres første Møde hos Raskolnikow, beærede hende med en saa opmærksom og agtelsesfuld Hilsen, havde siden for evig indpræget sig i hendes Sjæl som en af de skønueste Begivenheder i hendes Liv.
Dunja havde endelig ikke længere kunnet holde det ud, og havde forladt Sofia for at vente paa Broderen i hans Bolig; hun havde en Følelse af, at han først maatte komme dèr.
Efter at Sofia var bleven alene, paakom der hende gentagende den frygtelige Tanke, at han virkelig kunde have gjort Ende paa sig ved et Selvmord Det samme havde ogsaa Dunja været bange for, men begge havde hele Dagen gensidigt søgt at overbevise hinanden om, at det var umuligt, og havde derfor været rolige, saa længe de var sammen. Men nu, da de ikke længere var det, tænkte baade den ene og den anden bare paa denne Mulighed.
Sofia huskede Swidrigailows Udtalelse i Gaar, at for Raskolnikow stod der blot to Veje aabne, den, som førte til Sibirien og … Desuden kendte hun hans Forfængelighed, hans Storartighed, hans Egenkærlighed og hans Vantro. Skulde virkelig blot Modløshed og Dødsangst foranledige ham til at blive i Live? tænkte hun endelig fortvivlet.
Solen var imidlertid dalet dybere ned; Sofia stod sorgfuld ved Vinduet og saa ud, — men derude saa hun bare Nabohusets ensformige, nøgne Mur. Endelig, da hun allerede ansaa den ulykkeliges Død som utvivlsom, traadte hun ind i Værelset.
Et Glædesskrig undslap hende; men da hun betragtede ham opmærksommere, blegnede hun.
„Naa, ja!” sagde Raskolnikow smilende, „jeg er kommen for at hente dit Kors, Sofia. Du har jo selv forlangt, at jeg skal gaa til Korsvejen, og nu, da Tiden er kommen, frygter Du?”
