67
naaet hen til Bænken, faldt hun ned og blev liggende.”
„Aa — ja! her sker mange Slyngelstreger her i Verden! Saadan et ungt Pigebarn, og saa fuld! Hun er bleven forført, det er sikkert nok. Se, hvor Kjolen er flænget!… Det er forfærdeligt. Hun er vist af pæne Forældre, om de ogsaa er fattige… Der er saa mange af den Slags Piger nu til Dags. Hun gør Indtryk af at have faaet god Opdragelse og ser ud som en Dame!” Og han bukkede sig atter ned over hende.
Maaske voksede der ogsaa saadanne Døtre op hjemme hos ham selv, „fuldstændig som Damer”, tilsyneladende med god Opdragelse.
„Hovedsagen er, at hun ikke falder i Hænderne paa den Slyngel,” sagde Raskolnikow og pegede hen paa den tykke unge Mand. „Skulde han ogsaa have Lov til at vanære hende? Det er jo let nok at se, at det er det han lurer paa. Vil De bare se — han gaar ikke sin Vej!”
Raskolnikow talte ganske højt og pegede med Fingeren lige hen paa Lapsen.
Manden hørte det, var atter i Færd med at fare hen imod ham, men betænkte sig og indskrænkede sig til at sende ham et foragteligt Blik. Derpaa gik han en halv Snes Skridt længer bort og blev atter staaende.
„Man kan sagtens sørge for, at han ikke faar Fingre i hende,” sagde Politibetjenten og overvejede noget ved sig selv. „Naar hun bare kunde forklare, hvor hun hører hjemme, men saa … Frøken! Frøken!” Han bøjede sig atter ned over hende.
Pludselig slog hun Øjnene helt op, saa opmærksomt hen for sig, som om hun havde forstaaet noget, rejste sig fra Bænken og gik tilbage samme Vej, hun var kommen. „Fy — skam Dem noget! — lad
