336
Sofia saa med Forundring paa ham. Denne Tone forekom hende saa besynderlig; der gik en Kuldegysning gennem hende, men et Minut efter havde hun allerede forstaaet, at baade Tonen og Ordenen altsammen var paataget.
Han undgik ogsaa at se paa hende.
„Ser Du, Sofia, jeg har tænkt over, at det dog maaske er det fordelagtigste. Men det vilde vare for længe, og det lønner sig heller ikke at forklare det. Véd Du, hvad det er, som gør mig rasende og allermest ærgrer mig? At alle disse dumme Narre straks vil samle sig omkring mig og glo paa mig med stirrende Øjne, forelægge mig enfoldige Spørgsmaal, som jeg da maa svare paa — at de vil pege med Fingrene paa mig!… Fy! Véd Du hvad, til Porphyrius gaar jeg ikke, han er mig for modbydelig. Jeg gaar heller til min Ven Pulver. Jo, han vil da blive forundret nok; det bliver en ganske ejendommelig Effekt, jeg der frembringer. Men jeg maa prøve paa at være koldblodig; i den seneste Tid løber Galden for meget over hos mig. Kan Du tænke Dig, at jeg i dette Øjeblik næsten truede min Søster med Næven, fordi hun endnu en Gang vendte sig om for at se en sidste Gang paa mig? Saadan en Tilstand er uhyggelig! Ak, hvor langt er det kommet med mig!… Naa, hvor er Dine Kors?”
Han var meget forandret. Han kunde ikke et Øjeblik blive staaende rolig paa samme Plet og ikke koncentrere sin Opmærksomhed paa én Genstand; Tankerne løb stadig om mellem hinanden, han blev snaksom, og hans Hænder begyndte at dirre.
Sofia tog tavs to Kors ud af Skrinet, et af Cyprestræ og et af Messing, korsede sig selv, korsede ham og hængte Trækorset paa hans Bryst.
„Det er altsaa nu et Symbol, at jeg tager
