339
sunken. Nej — hendes Taarer var det, jeg trængte til, hendes Angst vilde jeg se; jeg vilde se, hvorledes hendes Hjærte lider, og hvordan hun pines. Jeg maatte endnu hage mig fast etsteds, jeg maatte endnu se et Menneske! Og jeg vovede at nære den Tiltro til mig selv, at bilde mig saa meget ind — jeg tigger, jeg elendige? Jeg er en Skurk, en Usling!
Han gik langs med Kanalen, og der var ikke langt igen. Men da han var kommen til Broen, blev han staaende og bøjede saa pludseligt ind mod Høtorvet.
Han saa sig nysgærrig om til højre og venstre, betragtede enhver Genstand, men kunde ikke samle sin Opmærksomhed om noget; alt undfløj ham.
Om en Uge, om en Maaned skal, de føre mig over denne Bro i en Arrestantvogn; hvorledes vil jeg da komme til at se paa denne Kanal — mon jeg kommer til at tænke paa dette Øjeblik? foer det ham gennem Tankerne.
Paa det Skilt der er et Ord stavet galt; mon jeg kommer til at lægge Mærke til det? Hvad vil jeg da føle og tænke?… Gud, hvad det er for infame Bekymringer, som endnu kommer over mig! … Javist, det maa være meget interessant … i sit Slags … ha, ha, ha! hvad er det igen for Tanker! — Jeg bliver barnagtig! Hvad der dog er for en Trængsel her! Den tykke Fyr der — rimeligvis en Tysker — som netop puffede til mig, dersom han nu vidste, hvem han har puffet til! Konen der med Barnet beder om en Almisse; det er dog ganske vist interessant, at hun mener, jeg er lykkeligere end hun. Aa, jeg maa bare for Kuriositetens Skyld give hende noget; se her har jeg endnu en Femkopek i Lommen … der, der, tag det, Mutter!
