342
van var allerede kommen til det Sted, hvor hans Skæbne maatte afgøres.
Temmelig fattet gik han ind i Gaarden. Han maatte stige op i tredje Etage.
Inden jeg kommer derop! tænkte han.
Overhovedet forekom det ham, som om det endnu var længe til Afgørelsens Øjeblik; at der endnu var lang Tid til; at endnu meget kunde overlægges.
Det samme Smuds laa endnu paa den trange, snirklede Trappe, ganske som den Gang; ogsaa nu stod Døren til alle Lejligheder paa vid Væg; atter trængte der Damp og Lugt ud fra Køkkenerne.
Hans Ben var blytunge og slog mod hinanden, men han gik videre. Et Øjeblik blev han staaende for at trække Vejret, for at hvile sig lidt, for at kunne være i Stand til at træde ind som et Menneske.
Og hvorfor, hvorfor? tænkte han saa pludseligt, da han blev sig sin Oprørthed bevidst. — Naar det nu en Gang er beskaaret mig at skulle tømme denne Kalk, er det da ikke ligegyldigt, hvordan jeg viser mig? Jo værre desbedre!
For hans Fantasi svævede i dette Øjeblik Ilja Petrowitsch Pulvers Figur. Skulde han virkelig gaa til ham? Mon han ikke heller skulde gaa til Nikodim Fomitsch? Eller vende om straks og gaa til Politiformanden selv, til hans Bolig? Sagen kunde da afgøres mere privat .... Nej, nej, til Pulver, til Pulver! Skal Kalken tømmes, da hellere paa en Gang.
Da han aabnede Døren, blev han overfalden af en stærk Mathed, og han vidste knapt, hvad han gjorde.
Denne Gang var der ikke mange Folk tilstede,
