347
Piger, Ynglinger, Oldinge … I Dag kom der atter en Melding om en tilrejst Herre. Hej, Taraß Pawlytsch, Taraß Pawlytsch! hvad hed nu den Gentlemann, som der kom Melding om for en Stund siden, at han havde skudt sig paa Petersburgersiden?”
„Swidrigailow!” svarede en hæs Stemme ligegyldigt fra det andet Værelse.
Raskolnikow foer sammen.
„Swidrigailow? Har Swidrigailow skudt sig?” raabte han.
„Hvad, kendte De ham?”
„Ja … jeg kender ham … han er nylig kommen hertil.”
„Naa ja, han har nylig mistet sin Kone; en Person af udsvævende Levemaade, skyder sig pludseligt … og saa skandaløst, man knapt kan forestille sig det … Efterlader i sin Notitsbog nogle Ord, at han dør med fuldt Overlæg og beder om, at man ikke maa anklage nogen for hans Død. Det hedder, at han havde Formue. Hvorfra kender De ham da?”
„Jeg … er bekendt … min Søster var Guvernante i hans Familie…”
„Ah! da kan De maaske meddele os noget om ham. Og De anede altsaa ingen Ting?”
„Jeg saa ham endnu i Gaar … han … drak Vin … jeg vidste ingen Ting.”
Raskolnikow havde en Følelse, som om noget var faldet ned paa ham og trykkede ham til Jorden.
„De er igen bleven ganske bleg. Ja, vi har ogsaa saadan kvalm Luft her…”
„Ja, jeg maa gaa,” mumlede Raskolnikow, „undskyld ¸ at jeg har ulejliget Dem…”
„Aa, jeg beder, jeg beder … saa meget De vil! Det var mig en Fornøjelse, og jeg er rede til at erklære…”
Ilja Petrowitsch rakte endogsaa Haanden frem.
