349
Begge saa paa hinanden omtrent et Minuts Tid. Der blev bragt Vand.
„Det var mig…” vilde Raskolnikow begynde.
„Tag Dem først en Taar Vand!”
Raskolnikow skød Glasset fra sig og sagde sagte, med Afbrydelser, men tydeligt:
„Det var mig, som med en Økse har slaaet den gamle Embedsmands Enke og hendes Søster Elisabeth ihjel!”
Ilja Petrowitsch stod med opspilet Mund og saa paa ham. Fra alle Kanter kom man løbende.
Raskolnikow gentog sin Selvanklage. — — —
— — — — — — — — — — — — — —
Epilog.
I.
Vi er i Sibirien.
Ved Kanten af en bred, øde Flod ligger en By, et af Centrerne i Ruslands Administration; Staden har en Fæstning, i Fæstningen er et Fængsel.
I dette Fængsel befinder sig allerede paa niende Maaned den til Tvangsarbejde af anden Klasse dømte Rodion Raskolnikow. Siden den Dag, da han begik sin Forbrydelse, var der næsten forløbet halvandet Aar.
Processen mod ham var gaaet for sig uden særlige Omstændigheder. Forbryderen bekræftede bestemt, nøje og klart sine Angivelser uden at forvirres i de nærmere Omstændigheder, uden at besmykke
