350
noget til sin Gunst, uden at fordreje Kendsgærningerne og uden at glemme den ringeste Enkelthed.
Han fortalte indtil den mindste Tøddel, hvordan hele Gærningen var gaaet for sig, forklarede Hemmeligheden med Pantet — Træklossen med Metalpladen —, som man havde fundet i den Myrdedes Hænder; fortalte udførligt, hvorledes han havde taget den Dræbtes Nøgler, beskrev disse Nøgler, beskrev Kufferten og dens Indhold; opregnede endogsaa nogle af de Genstande, som havde været i den; forklarede Gaaden med Elisabeths Mord; fortalte, hvorledes Koch og derefter Studenten var komne og havde banket paa; gentog alt, hvad de to havde sagt til hinanden: hvorledes han, Forbryderen, derefter var løbet ned ad Trappen og havde hørt Nikolajs og Mit'kas Mundhuggeri; hvorledes han havde gemt sig i den tomme Lejlighed; hvordan han var kommen hjem; og tilsidst viste han Stenen bag Muren ved Wosneßenskij-Prospekt, under hvilken ogsaa Sagerne og Pungen blev fundne.
Sagen var klar.
Inkvirenterne og Dommerne undrede sig blandt andet især over, at han havde gemt Sagerne og Pengene under Stenen uden at drage nogen Nytte af dem for sig selv, men hovedsageligt over, at han ikke blot ikke kunde huske de røvede Sager, men ikke engang vidste at angive deres Antal.
Den Omstændighed, at han ikke engang havde aabnet Pungen og ikke vidste, hvor mange Penge der var i den, forekom dem især ganske usandsynlig — der var i Pungen 317 Rubler og tre Tyvekopeksstykker; ved at ligge under Stenen, havde de øverste, værdifuldeste Sedler lidt meget.
I lang Tid gjorde man sig Umage med at regne ud, hvorfor den Anklagede just løj paa dette ene Punkt, medens han frivilligt og overensstemmende
