Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/745

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

351

med Sandheden havde tilstaaet alt andet. Endelig fastholdt nogle Muligheden af, at han virkelig ikke havde set i Pungen og derfor heller ikke vidste, hvad der var i den, og at han altsaa kunde have stukket dem under Stenen uden at kende dens Indhold; men de sluttede ogsaa deraf, at selve Forbrydelsen maatte være begaaet under Indflydelsen af en Slags forbigaaende Sindsforvirring, saa at sige en sygelig Monomani for Rovmord, uden videre Henblik paa materiel Fordel.

Netop den Gang var, ganske belejligt, den nyeste Teori om temporær Sindsforvirring, som man nu saa ofte og gærne anvender paa Forbrydelser, kommen frem.

For Resten blev Raskolnikows nedtrykte Tilstand, der havde varet i længere Tid, paa det klareste konstateret af mange Vidner, deriblandt ogsaa af Doktor Sossimow, af tidligere Universitetskammerater, af Værtinden og dennes Pige.

Alt dette havde stor Indflydelse paa den endelige Mening, som løb ud deri, at Raskolnikow ikke kunde stilles i samme Række som sædvanlige Mordere og Røvere, men at der her forelaa noget ganske andet.

Til den største Ærgrelse for dem, der forfægtede denne Anskuelse, forsøgte Forbryderen ikke engang at forsvare sig selv; paa Slutningsspørgsmaalene om, hvad der vel havde bevæget ham til Mordet og foranlediget ham til at fuldføre Rovet, svarede han meget kort og med den frækkeste Tydelighed, at Foranledningen dertil var hans elendige Stilling, hans fuldstændige Armod og Hjælpeløshed, forbundet med det Ønske, at kunne sikre sig de første Skridt paa sin Løbebane ved Hjælp af mindst tre Tusind Rubler, som han havde haabet at finde hos den Dræbte.

Men Beslutningen om Mordet havde han fattet