Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/746

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

352

paa Grund af sin letsindige og svage Karakter, der desuden ogsaa var yderligere ophidset af Savn og Uheld.

Paa Spørgsmaalet om, hvad der havde bevæget ham til at angive sig selv, svarede han ligefrem, at det havde været oprigtig Anger.

Alt dette var næsten altfor enkelt.

Donrmen lød mildere, end man skulde have ventet, naar man tager den begaaede Forbrydelse i Betragtning; maaske just fordi Forbryderen ikke alene havde forsmaaet at retfærdiggøre sig, men endogsaa ligesom selv søgt at forstørre sin Brøde.

Alle besynderlige og ejendommelige Omstændigheder var der taget Hensyn til. Forbryderens sygelige og nødlidende Tilstand før Gærningens Udførelse kunde ikke betvivles. At han ikke havde anvendt det røvede Gods til sin egen Nytte, blev dels anset som en Følge af Angergivenhed, dels som Mangel paa Tilregnelighed under Gærningen. Den Omstændighed, der ledede til det utilsigtede Mord paa Elisabeth, blev tillige anført som Bevis for den sidstnævnte Forudsætning: et Menneske begaar to Mord og glemmer paa samme Tid, at Døren staar aaben!

Endelig var det ogsaa hans egen Tilstaaelse paa en Tid, da Sagen var i højeste Grad forviklet, da der forelaa falsk Tilstaaelse af en ophidset Fanatiker, medens der mod den virkelige Forbryder ikke alene ikke var klare Bevisgrunde, men endogsaa knapt Mistanke for Haanden. Porphyrius Petrowitsch havde trolig holdt sit Ord.

Alt dette bidrog til at mildne den Anklagedes Skæbne. Desuden kom der ganske uventet ogsaa andre Omstændigheder for Dagen, der var meget gunstige for den Anklagede.

Den forhenværende Student Rasumichin havde