69
bage, uden at han var i Stand til at tænke paa noget bestemt. Han vilde allerhelst have glemt alt for senere at vaagne til et nyt Liv.
„Stakkels Pige!” sagde han ved sig selv og, betragtede Bænken, hvor hun havde siddet … naar hun nu kommer til sig selv, græder hun; saa faar hendes Mo'er det at vide — hun skælder hende ud — maaske prygler hun hende og jager hende bort … men selv om hun ikke bliver jaget bort, kommer der al Tid en Doris og fisker efter hende, og den Lille vil snart liste sig hist, saa her. Saa kommer hun paa Hospitalet — dèr kommer jo alle de Pigebørn, som tilsyneladende lever ærbart hjemme hos deres Mo'er, men synder i Smug … Naa — og saa igen Hospitalet … og saa Brændevinen … Knejpen og atter Hospitalet … og nitten Aar gammel — eller maaske ikke mere end atten — saa er hun færdig — gaaet til Bunds. Det har jeg allerede set tidt nok … Og Maaden … det gik akkurat til lige som her! … Fy for Fanden! … Men hvad kommer det saa mig ved? Man siger jo, det skal være saaledes. Saa og saa mange Procent maa der aarlig gaa til Grunde, siger man … de maa vel gaa Fanden i Vold, for at de andre kan holde sig sunde og raske. Procent! ja, det er saa er rart med disse Forklaringer og Grunde, man nu har … det er saadan videnskabelige og beroligende Ord … Det er jo bare nogle Procenter, saa har man da ikke Grund til at blive oprørt … Men sæt nu, at Søster Dunja paa en eller anden Maade blev tvunget ind under disse Procenter … af en eller anden Slags?…
„Men hvor er det nu egenlig jeg gaar hen?” tænkte han pludselig. „Det er underligt! Jeg vilde dog et Sted hen, da jeg gik ud … Da jeg havde læst Brevet, gik jeg ud … til Wassilewsky-Øen —
