357
arbejdsstraffen, og han forudsagde dem, at Moderens sygelige Tilstand snart vilde tage en smærtelig Ende.
Endelig rejste de begge, han og Sofia.
To Maaneder efter ægtede Dunja Rasumichin. Blandt de indbudne var Porphyrius Petrowitsch og Sossimow.
I hele den sidste Tid saa Rasumichin fast og besluttet ud. Dunja var fuldstændig overbevist om, at han vilde gennemføre alle sine Planer; hun kunde ikke mere tvivle om det, thi i dette Menneske laa der gemt en Jærnvilje. Blandt andet begyndte han ogsaa at besøge Universitetet for at fuldende sit Kursus.
De var begge stadig sysselsatte med Planer for Fremtiden; begge gjorde sikkert Regning paa, at de i Løbet af fem Aar kunde flytte over til Siberien. Indtil da regnede de paa Sofias Indflydelse....
Pulcheria Alexandrowna velsignede med Glæde sin Datters Forbindelse med Rasumichin, men blev efter Bryllupet tilsyneladende endnu tristere og sorgfuldere.
For at oplive hende fortalte Rasumichin hende blandt andet Historien om Studenten og dennes alderdomssvage Fader, og ligeledes om, at Rodja i Fjor ved at redde to Børn havde forbrændt sig og som Følge deraf endog havde ligget syg.
Begge Meddelelser ophidsede den allerede af Aandssvaghed lidende Pulcheria Alexandrowna næsten til Eksaltation. Hun talte uophørligt om sin Søns store Gærninger, endogsaa paa Gaden begyndte hun at tale om det, skønt Dunja altid fulgte med hende. I Omnibusser, i Butiker, overalt hvor hun bare kunde finde en Tilhører, bragte hun Samtalen paa sin Søn, paa hans Afhandling, paa Historien om Understøttelsen
