361
des Besøg, men endog næsten ærgrede sig over dem, ugerne talte med hende og ofte behandlede hende grovt, men disse Sammenkomster var efterhaanden bleven ham til en Vane, ja næsten til et Behov, saa at han endog havde længtes efter hende, naar hun i nogle Dage ikke havde været rask, saa hun ikke kunde besøge ham.
Hun traf ham paa Helligdagene ved Fæstningsporten eller i Vagtstuen, hvor de kaldte ham ned for nogle Minuter; men paa Hverdagene traf hun ham ved Arbejdet, i Værkstederne, i Teglværkerne eller i Skurene ved Bredden af Irtysch.
Om sig selv meddelte Sofia, at det endog havde lykkes hende at skaffe sig en Del Bekendtskaber i Staden og opnaa Protektion; at hun sysselsatte sig med Syning, og at, da der i Staden næsten ikke fandtes Modehandlerinder, saa var hun i en Del Huse formelig bleven en Nødvendighed; hun nævnte blot ikke, at gennem hendes Bestræbelser blev ogsaa Raskolnikow Protegeret af de foresatte, at hans Arbejder lettedes for ham osv.
Senere kom den Efterretning, at han holdt sig fjærn fra alle, at de andre Fanger lod til at hade ham, at han i hele Dage ikke talte et Ord og var meget bleg.
Pludselig skrev Sofia i det sidste Brev, at han var bleven alvorlig syg og laa paa Hospitalet i Arrestantsalen.
II.
Raskolnikow havde længe været syg.
Det var imidlertid ikke Tugthuslivets Gru, ikke
