363
genstands- og hensigtsløse Uro for nærværende Tid og et uophørligt Offer i Fremtiden, hvorved der hverken kunde naas eller vindes noget — det var alt, hvad der endnu forestod ham i Verden.
Og hvad kunde det hjælpe, at han om otte Aar bare var toogtredive Aar gammel, og da endnu kunde begynde et nyt Liv! Hvad skulde han leve for? Hvad havde han for Udsigter? Hvad skulde han stræbe efter? Leve bare for at eksistere?
Men han havde jo dog ogsaa før tusind Gange været beredt til at hengive sin Eksistens for en Idé, blot for et Haab, selv for en Fantasi. Eksistensen i og for sig havde aldrig været ham nok, han stræbte al Tid efter noget større. Maaske var det bare hans Ønskers Heftighed, der havde faaet ham til at tro, at han var et af de Mennesker, hvem der er tilladt mere end andre.
Og naar Skæbnen saa i det mindste havde sendt ham Anger, en ætsende Anger, som kunde have knust Hjærtet, forjaget Søvnen, en saadan Anger, ved hvis frygtelige Kvaler en Henrettelse synes som Middel til Forløsning! Kval og Taarer — det er jo ogsaa Livsytringer. Men han kunde ikke angre sin Forbrydelse. Eller om han i det mindste blot havde kunnet blive rasende over sin Dumhed, ligesom han allerede forhen havde været det over sin afskyelige og i højeste Grad enfoldige Handlemaade, der sluttelig havde bragt ham i Tugthuset.
Men nu, da han var i Tugthuset, altsaa ligesom var befriet fra alle Bekymringer, overtænkte og dømte han sine tidligere Handlinger og fandt dem slet ikke saa forfærdelige og enfoldige, som de havde forekommet ham den Gang, i hin skæbnesvangre Tid.
Hvorfor, tænkte han, skulde min Idé være enfoldigere end andre Idéer og Theorier, som sværmer om i Verden og gensidig fortrænger hinanden lige
