369
Ondskab. Man gik i hele Hære løs paa hinanden, men disse Armeer kom allerede under Marschen op at slaas indbyrdes, begyndte gensidig at slaa løs paa hinanden, Gelederne opløstes, de hidtil forbundne Krigere bekæmpede hinanden gensidig, stak hinanden ihjel oo aad hinanden gensidig op.
I Byerne sloges der hele Dagen Allarm; alle kaldtes sammen, men hvem der havde kaldt og hvorfra der var kaldt, det vidste ingen. Alle var kun i Oprør. De aller almindeligste Haandværk blev forladte, thi enhver havde nye Tanker, nye Ideer, nye Forbedringer at foreslaa, men ingen kunde blive enig med den anden; Landbruget hørte op.
Her og der løb Mennesker sammen i Flokke, forenede sig i et eller andet Øjemed, svor, at de ikke skulde skilles — men saa begyndte de straks paa noget ganske andet end det, de netop havde besluttet; de anklagede hinanden gensidigt, pryglede og myrdede hinanden.
Ildebrande brød ud, Hungerepidemier indtraadte. Alt og alle gik til Grunde. Pesten udbredte sig stedse mere og mere og drog stadig videre. Det var kun nogle faa Mennesker paa hele Jorden, der blev reddede; det var de rene og udvalgte, der havde den Bestemmelse at grunde en ny Menneskeslægt, et nyt Liv og rense Jorden; men ingen havde set disse Mennesker, ingen Steds var de at finde, ingen havde hørt deres Stemmer eller opfanget deres Ord.
Det plagede Raskolnikow, at denne meningsløse Drøm havde sat sig fast i hans Erindring og pinte ham, og at Indtrykket af disse Feberfantasier slet ikke vilde vige.
Den anden Uge efter Paaske var kommen; der var indtraadt Varme, klare Foraarsdage, i Arrestsalen blev de tilgitrede Vinduer aabnede, og Skildvagter gik op og ned udenfor.
