371
af dem gik med Arbejdsformanden tilbage til Fæstningen for at hente et eller andet Redskab; den anden huggede Brænde og fyrede under Ovnen.
Raskolnikow gik ud af Skuret hen til Flodbredden, satte sig paa nogle Tømmerstokke, som laa dèr, og saa udover den store øde Flod.
Fra den høje Strandbred af var hele den vide Omegn synlig. Fra den fjærne Bred lige over for lød der, knapt hørligt, en Sang over mod ham. Paa den af Sollys overstrømmede Steppe saas Nomadernes Hjorde som knapt synlige sorte Punkter. Derhenne var Frihed, der levede andre Mennesker, som næsten slet ikke havde nogen Lighed med dem paa denne Side; derherne var det som om Tiden havde staaet stille, som om Abrahams og hans Hjorders Tid endnu vedvarede.
Raskolnikow sad og saa ufravendt ud i det Fjærne; hans Tanker gik over i Drømmerier, i Betragtninger, tilsidst tænkte han slet ikke mer, kun en Længsel bevægede sig i ham og pinte ham.
Pludselig stod Sofia ved Siden af ham.
Hun var kommen uden at han havde hørt det og satte sig nu ned ved Siden af ham.
Det var endnu meget tidligt og Morgenfriskheden var endnu ikke borte. Hun havde sin tarvelige, gamle Halvkaabe paa sig og sit grønne Tørklæde. Hendes Ansigt bar endnu Spor af Sygdommen, det var magert, blegt, indfaldent. Hun smilte glad og venligt til ham og rakte ham som sædvanligt ængsteligt Haanden, som hun frygtede for, at han vilde støde den bort.
Han tog altid hendes Haand med en Slags Uvilje, mødte hende stedse med en ærgerlig Mine og ofte tav han haardnakket under hele hendes Besøg. Det hændte, at hun gik bort skælvende og dybt bekymret.
