372
Men nu skiltes deres Hænder ikke, han saa flygtigt paa hende, han sagde Ingenting, men sænkede sine Øjne mod Jorden.
De var alene, ingen saa dem, Formanden vendtw Ryggen til.
Hvordan det gik til, det vidste han ikke selv — men pludseligt var det, som om nogen greb fat i ham og kastede ham ned foran hendes Fødder. Han græd og omfavnede hendes Knæer.
I det første Øjeblik blev hun hæftigt forskrækket, og hendes Ansigt blev dødblegt. Hun sprang op og saa skælvende paa ham. Men straks, i samme Moment, begreb hun alt.
I hendes Øjne lyste en uendelig Lykke, hun forstod ham; der var ingen Tvivl om, at han elskede hende, elskede hende grænseløst, og at endelig, endelig var Minuttet kommet… Hun vilde tale, men kunde ikke; Taarerne stod i hendes Øjne.
Begge var blege og elendige; men i disse sygelige og blege Ansigter lyste allerede en ny Fremtids Morgenrøde. Kærligheden havde vakt dem til et nyt Liv, den enes Hjærte indesluttede de uforgængelige Livskilder for den andens Hjærte i sig.
De besluttede at vente og taale. Der var endnu syv Aar tilbage, og i dette Tidsrum, hvor mangen utaalelig Kval og hvor hvor mangen uendelig Lykke! Men han var født paany og vidste det, han følte det tværs igennem sig med sit hele nyfødte Væsen, og hun — hun levede jo kun i ham alene!
Om Aftenen, da Kasernen var lukket, laa Raskolnikow paa sin Bænk og tænkte paa hende. Denne Dag syntes det ham, som om alle Tugthusfangerne, hans forrige Fjender, saa paa ham med ganske anderledes Øjne. Han begyndte endogsaa selv at tale med dem, og de svarede ham venligt. Han undrede sig nu over det, men var det ikke ganske naturligt,
