373
maatte da ikke overhovedet alting nu blive anderledes?
Han tænkte paa hende, huskede paa, hvorledes han altid havde pint hende og saaret hendes Hjærte; han saa hendes magre Ansigt for sig; men disse Erindringer smærtede ham ikke mere; han vidste, at han nu vilde udsone alle hendes Lidelser ved en uendelig Kærlighed.
Hvad havde da ogsaa nu alle, alle disse Fortidens Kvaler at betyde? Selv hans Forbrydelse, hans Domfældelse og Forvisning syntes ham nu, i Hjærtets første Opblussen, som en udvortes, underlig, ligesom fremmed Kendsgærning.
Denne Aften kunde han for Resten ikke tænke længe og uafbrudt paa noget, kunde ikke samle sine Tanker paa én Genstand; det vilde ikke have været ham muligt med fuld Bevidsthed at afgøre noget. I Stedet for hans gamle Maade at tage Livet paa var der kommet nyt Liv, og i hans Bevidsthed begyndte nu noget ganske andet at udvikle sig.
Under hans Pude laa Evangeliet. Han greb det mekanisk. Denne Bog tilhørte hende, det var den, af hvilken hun havde læst for ham om Opvækkelsen af Lazarus.
Ved Begyndelsen af sit Tugthusliv troede han, at hun bestandig skulde plage ham med Religion, altid tale med ham om Evangelier og ville paatvinge ham Bøger. Men til hans store Forbavselse havde hun ikke en eneste Gang begyndt paa det, havde ikke en Gang tilbudt ham Evangeliet. Han selv havde kort før sin Sygdom bedt hende om det, og hun havde stiltiende givet ham det. Indtil nu havde han heller ikke en Gang aabnet det.
Heller ikke nu lukkede han Bogen op, kun en Tanke foer ham gennem Hovedet: „Hvorledes skulde det være muligt, at hendes Overbevisning ikke nu
