74
standsede han og gav sig til at tælle sine Penge, han havde endnu tredive Kopek. „Tyve gav jeg Politibetjenten, tre fik Nastasia for Brevet — saa var det syv og fyrre Kopek jeg i Gaar lod ligge hos Marmeladows,” tænkte han. Men straks havde han ogsaa glemt sit Regnestykke og vidste ikke mere, hvorfor han havde taget Pengene op af Lommen.
Han kom forbi en simpel Beværtning. Det faldt ham ind, at han var sulten, og han gik derind. Her drak han et lille Glas Brændevin og købte en Postej, som han spiste paa Vejen. Det var længe siden, han sidst havde smagt Brændevin, og saa lidt det end var, virkede det alligevel straks paa ham. Han blev paa en Gang saa søvnig og saa træt. Han vendte om og gik hjem; men da han var kommen til Petrowsky-Øen, var han saa mat, et han maatte standse. Han gik ind mellem Buskene, lagde sig ned i Græsset og faldt straks i Søvn.
Naar et Menneske er i en Tilstand af sygelig Ophidselse, træder gærne alt, hvad det drømmer om, frem i et ejendommelig skarpt Relief; det faar en mærkelig Tydelighed og en mærkelig Overensstemmelse med Virkeligheden. Man ser undertiden i Drømme et uhyggeligt Billede, hvis hele Udstyrelse og Tilblivelsesproces har en saadan Sandhed og saa utrolig fine tilsvarende Enkeltheder, at den Drømmende, selv om han var en Puschkin eller en Turgenjew, aldrig vilde have kunnet fremtrylle dem i vaagen Tilstand. Saadanne Drømme, saadanne sygelige Drømme, trænger sig ind i Hukommelsen og gør et voldsomt Indtryk paa det i Forvejen ophidsede og forstyrrede Nervesystem.
Raskolnikow drømte en forfærdelig Drøm. Han er atter Barn, og hensat til sin Fødeby. Han er syv Aar og spadserer en Helligaften med sin Fader ud i Omegnen. Luften er tung efter en lummer
