78
„Saadanne Narrestreger har den vist ikke befattet sig med i de sidste ti Aar!”
„Det vil blive et lystigt Trav!”
„Ingen Medynk, Folkens! hver tager sin Pisk med sig … kom saa!”
„Naa — hyp! — smør bare væk!”
Og alle hopper de under Støj og Latter op paa Vognen til Mikolka. Der er seks, og der er Plads nok til flere. De trækker en rødkindet, tyk Kælling op til sig. Hun er i Søndagstøj, knækker Nødder og er meget lattermild.
Folk staar nedenfor og griner. Det er jo ogsaa uhyre grinagtigt, at saadan en skindmager Mær skal trække et saadant Læs og tilmed løbe!
To unge Knøse oppe paa Vognen tager hver sin Pisk for at hjælpe Mikolka. Der skraales Hyp! og Hej! Den stakkels Hest trækker og trækker af alle Livets Kræfter, men kommer kun frem Skridt for Skridt; den stønner dybt og synker i Knæ af Smærte over de mange Piskeslag, der hagler ned over den. Baade paa Vognen og nedenfor er Folk lige ved at revne af Latter. Mikolka bliver mere og mere hidsig og pisker rasende løs paa Dyret, ligesom det virkelig var hans Alvor at faa det til at løbe.
„Lad mig ogsaa komme med!” raaber en ung Fyr blandt den overgivne Skare.
„Ja, sæt Dig bare op! Sæt Jer op allesammen!” skriger Mikolka — „hun skal trække os allesammen! Jeg pisker hende ihjæl!” Og dermed slaar han løs igen; han er som rasende og véd ikke i sit Raseri, hvad han skal faa fat i og slaa med.
„Fa'er, aa Fa'er!” raaber Barnet til sin Fader, „aa Fa'er! ser Du, hvad de gør? Aa Fa'er, ser Du, hvordan de slaar den stakkels lille Hest?”
„Kom, kom!” siger Faderen, „de er fulde og
