80
Omkvædet. Kællingen knækker Nødder og lér fornøjet.
… Han styrter hen til Hesten, løber hen foran den, ser hvorledes de slaar den over Øjnene, tværs over Øjnene! — Han græder. Hans Hjærte bløder og Taarerne løber ned ad hans Kinder. Et af Piskeslagene rammer ham i Ansigtet; han føler det ikke, han vrider Hænderne, skriger, styrter hen til den gamle Mand med det graa Skæg, der ryster paa Hovedet og er vred. En Kone tager ham ved Haanden og vil føre ham bort, men han river sig løs og vil atter styrte hen til Hesten. Den kan knap staa paa Benene, men gør alligevel en sidste Kraftanstrængelse og sparker bagud.
„Saa skal Satan ta'e ved Dig!” skriger Mikolka ude af sig selv af Raseri. Han kaster Pisken fra sig, bukker sig ned i Vognen og tager en stor, tyk Vognstang, løfter den med begge Hænder og svinger den med stor Anstrængelse til Slag.
„Han slaar den ihjel!” raaber Folk nede paa Vejen.
„Han dræber den!”
„Hesten er min!” brøler Mikolka og lader Vognstangen falde med hele sin Tyngde. Man hører det tunge Slag falde.
„Pisk væk! Hvad gloer I paa?” raaber En blandt Mængden.
Mikolka løfter atter Vognstangen og lader det andet tunge Slag falde paa det ulykkelige Dyr.
Hesten synker ned paa Bagdelen, rejser sig atter og trækker, trækker med sine sidste Kræfter til begge Sider for at komme af Stedet. Men fra alle Sider regner Slagene ned over det stakkels Dyr, Vognstangen falder ned paa det for tredje Gang, saa for fjerde Gang, tungt og kraftigt. Mikolka skummer af
