87
ligt at faa at vide Dagen i Forvejen, saa sikkert, saa nøjagtigt, uden farlige Undersøgelser, at i Morgen vilde den Gamle, det gjaldt, være alene hjemme til det bestemte Klokkeslet.
VI.
Raskolnikow fik senere helt tilfældigt at vide, hvorfor Handelsmanden og hans Kone havde indbudt Elisabeth hjem til sig. Det var en ganske almindelig Forretning. En tilrejsende Familie, som det var gaaet tilbage for, maatte sælge Møbler, Klæder, alt, hvad de ejede. Da det ikke var saa fordelagtigt at gaa lige hen paa Torvet og sælge, søgte de en Mellemhandlerske, og Elisabeth var nemlig god hertil, da hun var ærlig og straks bød den højeste Pris. Den Pris, hun en Gang havde sagt, blev ogsaa staaende; hun talte ikke meget, og var som sagt noget undselig og tilbageholden.
Raskolnikow var i den sidste Tid bleven noget overtroisk, og denne Overtro blev længe efter hængende ved ham. Han var ogsaa senere tilbøjelig til at se en vis Forudbestemmelse, en hemmelighedsfuld Virksomhed, et sælsomt Sammenstød af Omstændigheder i hele denne Affære.
I den forløbne Vinter havde en Student, Pokorew, før sin Afrejse til Charkow under en ligegyldig Samtale rent tilfældig givet ham den Gamles Adresse, for at han kunde vide, hvor han skulde gaa hen, naar han tilfældig havde et eller andet, han maatte sætte ud. Der gik en lang Tid uden at han behøvede at opsøge hende. Han gav den Gang Undervisning og kunde saaledes slaa sig
