Side:Dysmorphismens sygelige Natur.djvu/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Forhold kom tydeligt frem blandt de amerikanske Kolonister, der blev tagne til Fange af Indianerne i de endeløse Kampe i det 17de og 18de Aarhundrede; når de skulde udvexles, »sørgede de over, at de nødsagedes til at ombytte Skovens vilde Frihed med det civiliserede Samfunds besværlige Tvang«. I Belysning af disse og lignende Iagttagelser tyder Read de moderne primitivistiske Kunstneres Trang til at vælge denne ejendommelige Maleform som »Symptom på den Menneskeslægten iboende og uforgængelige Tendens til at vende tilbage til vild Tilstand, når først alle Hindringer er fjernede«.

Jeg tror, at Read her er ganske på Vildspor.

For det første synes det mig, at han drager Primitivismen alt for stærkt i Forgrunden indenfor den expressionistiske Kunst; indenfor denne er Primitivismen kun en enkelt Strømning og tilmed ingen dominerende; ikke Primitivismen, men Dysmorphismen er det, der hyppigst vanskeliggjør Forståelsen af mange såkaldte »moderne« Kunstværker. Desuden er Primitivismen neppe nogen oprindelig, men tværtimod en afledet Bevægelse indenfor Kunsten: I deres doktrinære, fanatiske Iver for at vrænge sig bort fra naturlige Former og Forhold fremkalder de »moderne« gjennem en forsætlig Ubehjælpsomhed Billeder, der har Berøringspunkter med Troglodytens og Vildmandens, med Barnets og »Bondens« naive Fremstillinger; — og nu tager Begejstringen for Bayerns og Sveriges Bondekunst Fart! Dalamålningernas navnløse Ophavsmænd vilde sikkert blive højst forbausede, om de hørte, at en senere Slægt af Kunstmalere lovpriste deres Husflidskunst, fordi dens Mestre så ofte heldigt undgik at »efterligne« Naturen!!

Jeg deler altså ingenlunde Sir Hercules' Syn på Sagen: Han tillægger efter min Mening Primitivismen en altfor stor Rolle indenfor den moderne Kunst, og jeg er overbevist om, at Expressionisterne er nået til Pri-

— 11 —