84
Steenbruddet.
II.
Rundtom det kjære Kaffebord sad Søstre og Veninder,
Gudinden Famas hele Corps indviede Præstinder.
Det var en rigtig Offerfest, der her blev celebreret;
thi her blev digtet, her blev talt, og her blev profeteret;
der var — jeg troer, den hele Flok staaer endnu for mit
Minde —
først Byens kjære Tante, som den ypperste Præstinde,
saa fire unge Fruer „af de strengeste Principer“ —
ret smukke, men — Bevares vel! —— urørlige som Klipper;
saa trende Vestalinder, som man uden just at lyve
i Alder kunde anslaae til Lidt over „Sex og Tyve“;
endvidere Novicerne, som overvare Festen,
fem haabefulde Pigebørn — og hertil kommer Resten:
En Doctor og en Pensionist, Gudindens to Poeter,
og sluttelig — jeg selv tilsidst — en Saul iblandt Profeter.
Om Offer man ved denne Fest behøved ej at lede;
man offred sans façon Enhver, der ikke var tilstede.
Men værst af Alle gik det dog en stakkels lille Pige;
om hende vidste Hver og En de værste Ting at sige.
Hun var: forfængelig, coquet og snerpet og spidsfindig
extravagant og affecteert og yderlig letsindig;
og hendes Rygte, meente man, var i den største Fare —
