104
En sørgelig Kjærlighedsvise.
Men Sognefogdens Maren, det var nu, kan jeg troe,
den nydeligste Pige, der kan gaae i et Par Sko;
hun var saa skjær og reen —
jeg kjender ikke Een
med saadan et Par Øjne og saadan et Par Been.
Og jeg gik hen og sagde: „Skjøn Jomfru favr og fiin,
siig: lyster Dig at være Allerkjæresten min?“
Men tænk saa, hvad der skeer!
Hun svarer: „Lille Peer,
jeg kan dog ikke nøjes med en Mand paa ni Kvarteer.“
Men netop Aaret efter blev Tydsken desperat,
og Hver, som havde Højden, han blev taget til Soldat.
See, da blev jeg nok kry,
stak Næsen højt i Sky,
for nu var jeg den eneste Ungkarl i vor By.
Og alle vore Piger, de skifted Sind og Hu,
de løb og smisked for mig, saa det rigtig var en Gru.
For det er engang saa,
at naar de ej kan faae
de Store — aa, saa holder de saa meget af de Smaa.
Saa var det samme Sommer, vi gik og vendte Hø
paa Engene i Krattet ved Sengeløse Sø,
just som jeg sad og drak
og spiste i en Stak,
saa kom der En og sagde: „Singott“ — og jeg sa’e: „Tak!“
