Spring til indhold

Side:E Bøgh Digte 1860.djvu/143

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

121

To Gjenboer.

Al Fred og Ro har mig forladt —
Ja Laura, har Du vel hørt Magen:
jeg sover ej den hele Nat
og drømmer næsten hele Dagen.

Mit Hjerte kan jeg mindst forstaae:
saa sælsomt det sig hæver.
Men hvorfor mon det banker saa,
og hvorfor mon det bæver?
Forgjæves spørger jeg det ad,
Det slaaer og slaaer af alle Kræfter.
Det sukker, men veed ej for hvad,
det længes, men veed ej hvorefter.

Men Laura dog! Hvor kan Du lee?
Jeg er, ved Gud, saa daarlig!
Giv mig et Raad! Du kan dog see,
at Sagen er alvorlig.
Maaskee Du hjelper en Bekjendt
foruden mig, hvis Du kan raade —
det er en stakkels ung Student:
Han har det just paa samme Maade.