9
Kongen og Narren
Da hæved Kongen mildt sit Blik, og Mørket var forbi —
Han rysted det som Lokkerne fra Panden høi og fri:
„Min stakkels Klaus! Nu seer jeg, hvad jeg aldrig før blev vaer,
Du kan medrette kalde Dig vor allerstørste Nar.
Og krænked jeg Din Værdighed, var det mig haardt imod,
og det er fuld Retfærdighed, at Du forlanger Bod.
Velan da! Jeg skal sone min Brøde, som Du vil —
det er den gyldne Krone, Din Hu især staaer til?
Dit Ønske vil jeg føje! Jeg stjænker Dig en Ø
med skovbeklædte Høje i den mørkeblaae Sø,
og, for at Du kan sige Dig fri for alle Savn,
jeg skjæker Dig tillige en Konges Magt og Navn.“
II.
Den næste Dag paa Gurre, da Jægerhornet klang,
en Nytterskare samlede sig i den grønne Vang.
Snart toned Hornet atter og det lystige Tog
under Sang og Spøg og Latter ind ad Skovvejen drog.
Men forrest red to Herrer i fystelig Pomp,
den ene høj og ridderlig, den anden lav og plump,
den ene glad og skjemtefuld, den anden mørk og taus —
den ene var Kong Volmer, den anden var Kong Klaus.
